C.Y. Frostholm: Til den ven jeg aldrig har kendt
Udgivelsesdato: 26. oktober 2023
688 sider, illustreret af forfatteren
Vejl. pris: 300 kr.
Til den ven jeg aldrig har kendt, der er tilegnet den franske forfatter og fotograf Hervé Guibert, er både en roman, et alternativt kunstnerportræt og en øm og kritisk selvransagelse. I parallelle spor udforskes emner som venskab og kønsidentitet, det økologiske kollaps, invasive arter, kærlighed, ensomhed og livet med litteraturen, samt fortællingen om den romerske kejser Hadrian og hans unge elsker Antinoos.
C.Y. Frostholms roman falder i ti dele, som for de flestes vedkommende er direkte henvendt til Hervé Guibert (1955-1991), der fik sit store gennembrud med aidsromanen Til den ven der ikke reddede mit liv om bl.a. forholdet til filosoffen Michel Foucault. Guibert skrev frygtløst og hudløst om sig selv og sine nærmeste. Ikke mindst om det homoseksuelle begær, familien som fængsel og livet med hiv/aids. C.Y. Frostholm skriver i dialog med Guiberts liv og værk, ligesom aidskrisen undersøges og sættes i perspektiv gennem nutidens økologiske kollaps og vores manglende evne til at handle. Dette dobbelte portræt bliver løbende til, i takt med rejserne og læsningen og tiden, der langsomt skrider fremad. I en særlig fragmentarisk stil og brug af fotografier, der kan minde om Træmuseet (2018), skaber C.Y. Frostholm en komposition, hvor motiver og temaer opstår og moduleres, gentages og spejler hinanden, og man som læser rives med og lader sig opløse.
Nomineret til Politikens Litteraturpris og Montanas Litteraturpris.
“Det er ægte læselykke at befinde sig i C.Y. Frostholms labyrintiske portræt af den umulige franske forfatter og fotograf Hervé Guibert (…) Han indsamler, registrerer og skaber forbindelser. Nogle af hans kunstneriske kendetegn er opmærksomhed og enkelhed. Jeg er lige ved at kalde det et forfinet vemod, i hvert fald en æstetisk akkuratesse, der ses i alle hans værker – ikke mindst i det nye her – sammen med en kolossal historisk viden om natur og kultur.”
– Kamilla Löfström, Information
♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎ – “Der er også en fetich på færde, en fanboys forelskelse, som er nærsynet og nørdet, men også, utroligt nok, generøs og åben. Måske på grund af Frostholms stil og tempo: adstadigheden i prosaen, ensomheden bag den, omhyggeligheden overalt. Og selvfølgelig også, fordi forfatteren har noget på spil og ikke kun skriver om Guibert, men også om sig selv. (…) Der løber gennem forfatterskabet en afdæmpet, cirklende form for poetisk aktivisme, der forbinder og forvandler spørgsmål om køn, seksualitet og klima.”
– Mikkel Krause Frantzen, Politiken
“Det er, når jeg keder mig mest, at jeg formildes mest af Til den ven jeg aldrig har kendt, altså formildes i min bedømmelse, der løbende er så grundpositiv, at den ikke behøver formildelse, men formildes som sådan, blødgøres i blik og bevidsthed og hjerte for syv søren.”
– Lars Bukdahl, Weekendavisen
“Mesterligt skrevet med en alvorstung lethed, der beruser og bevæger. Læseoplevelsen er overvældende, formet som en rejse ind i et ukendt univers, der bliver ved med at åbne sig. De 700 sider flyver forbi, selvom man konstant må stoppe op, nyde en sætning eller et afsnit igen, slå noget op, eller skrive en note ned.”
– Peter Holm Rasmussen, DBC’s materialevurdering
Hør også Skønlitteratur på P1 om bogen.
C.Y. Frostholm (f. 1963) er forfatter, billedkunstner og oversætter. C.Y. Frostholm har udgivet poesi og prosa siden 1985 og sideløbende arbejdet visuelt, ikke mindst med fotografi. Senest har han udgivet Laurbærdialogerne (2021). I 2018 udkom Træmuseet. I 2021 modtog han Otto Gelsted Prisen fra Det Danske Akademi og i 2016 Bisballeprisen. For Træmuseet modtog han Kritikerprisen 2018 og Statens Kunsfond præmierede den som som en af årets ti bøger. Den blev desuden nomineret til Politikens Litteraturpris.